Streetfood-kulturen har aldrig været større end nu. Heller ikke selvom genren kan spores mange hundrede år tilbage og findes i adskillige afskygninger overalt på kloden. Du inviteres her med ud på gadehjørnet og ind i en verden af velsmag i dansk streetfood.
Oprindeligt begrænsede streetfood i Danmark sig til et sparsomt udvalg af pølser i den lokale pølsevogn. Men i dag dækker fænomenet over alt fra gourmetburgere og bao buns til afrikanske gryderetter og prisvindende iranske nationalretter. Det hele bliver serveret fra transportable køkkener eller meget små boder af dedikerede folk, der alle har som mission at skabe stor velsmag på ekstraordinært begrænset plads.
Streetfood tager alle landets foodies, connaisseurs og madglade folk med på en kulturel rejse tværs gennem Danmark til en lang række af de mest toneangivne ansigter i dansk streetfood, der fortæller deres historier og viser deres menuer og køkkener. Bogen er fyldt med masser af appetitvækkende billeder og lækre opskrifter på typiske streetfood-retter.