“Det er fantastisk med opskrifter man føler sig hjemme i, men hvor man så får lige det ekstra lille fif, der skal til for at gøre dem mere spændende og anderledes.” – Uddrag fra bibliotekernes anmeldelse
Mange af os er kommet væk fra at værne om vores mad. Vi bruger hverken tid på at tilberede den eller nyde den sammen med vores nærmeste. Morgenmaden købes undervejs, frokosten indtages foran arbejdsskærmen, og aftensmaden er en færdigret akkompagneret af tv’et. Den mad, vi deler viser vejen tilbage til samværet omkring et kærligt tilberedt måltid.
Med fokus på det nærværende, nærende og hyggelige har Asta Just Schack samlet de opskrifter, som hun selv laver til og sammen med sine nærmeste. Det er plantebaserede og jordnære retter, som indbyder til at gå fra femte til første gear, tage sig tid til at tilberede maden fra bunden, værdsætte råvarerne og nyde det selskab, maden laves og indtages i.
Med sine enkle og æggende opskrifter er bogen perfekt til alle, der gerne vil spise mere plantebaseret og indimellem gribe det pusterum, som måltidet kan være i en travl hverdag.