Titlen udkommer d. 15/4
I Årets gang i olivenlunden fortæller Ellen Lundqvist om, hvordan hun endte i Umbrien i Italien og ved et tilfælde blev olivenbonde. Hvordan lidt hyggesalg er blevet til et firma, som hun driver sammen med sin søster, Mette Lundqvist. Med varme og humor fortæller Ellen også om at finde sin plads i et lille samfund i et nyt land – blandt andet om køen hos lægen og om italienske middagsselskaber.
Bogen er bygget op om et væld af billeder fra området omkring Montecchio, taget af fotograf Jeanette Philipsen, som tager udgangspunkt i årets gang i Ellens olivenlund i Montecchio. Fra arbejdet med beskæring af træer til høst og presningen på den lokale mølle.
Og helt specielt til denne bog har Birgitte Escherich fra Restaurant Muldiverset udviklet opskrifter – fra klassisk til nybrug af olivenolie i snacks, forretter, hovedretter og desserter. Derudover deler Per Bangert, kendt som Bagerkokken, ud af sin store viden om pizzaer.
Bogen henvender sig til alle med nysgerrighed på Italien, udlængsel og kærlighed til det lokale og nære. Men også til alle, der ønsker at blive klogere på olivenolie.
Vi håber, at kendskabet til Umbrien, Italiens grønne hjerte, udvides, i takt med at man får en masse nyttig viden om olivenolieproduktion og olivenoliens brug i det moderne køkken.