“Rodfrugter er roden til alt godt – de dyrkes herhjemme, er langtidsholdbare, sunde, mættende, velsmagende og billige.” – Citat fra bibliotekernes anmeldelse
Om bogen
Rodfrugter er den mest jordnære råvare i vores muld. Kartofler, gulerødder, jordskokker, per sillerod, pastinak, knoldselleri og rødbeder er klar til at blive høstet, når det er efterår. Rødderne har suget til sig af vitaminer hele sommeren og forvandlet sig til efterårets og vinterens guld og lys i køkkenet.
De er smukke, farverige og smagfulde vitaminbomber. De har lang holdbarhed og er bæredygtige, da de kommer fra den danske muld, og så mætter de godt.
Vild med rødder er en kogebog, der vil inspirere dig til mange forskellige retter med rodfrugter. Spis dem stegte, dampede, moste, revne, bagte, i supper, syltede eller rå. Mulighederne er mange.
Bogen er inddelt med et kapitel for hver rod, et kapitel med blandede rødder, og et kapitel, hvor rødderne bruges i søde opskrifter.