Mennesket har altid kigget ud over den næste bakketop og det næste bjerg. Vi er af natur nysgerrige og vil vide, hvad der gemmer sig langt ude i horisonten.
Med sit kamera udforsker stjerneeventyrer, astrofotograf og foredragsholder Jakob Arthur Andersen universet og viser os Mælkevejen og himlens fænomener, som de opleves om natten ude i naturen.
Det er muligt at se Mælkevejen med det blotte øje, men det menneskelige syn er begrænset i sin evne til at samle lys. Her kan kameraet gøre underværker, når der langtidseksponeres mod Mælkevejen hen over nattens landskaber. Med sit kamera åbner fotografen et vindue til uendeligheden – en visuel tidsmaskine langt ud i det uendelige rum kombineret med den natlige magi, man kan opleve med fødderne plantet på Jorden.
“Jakob Arthur Andersens bog ‘Mødet med Mælkevejen’ minder os om hvad vi er gået glip af og inviterer læseren med ud i den glemte mørke verden som stadigt kan opleves væk fra byernes lys… Denne bog er for alle der har kigget op på himlen en kold, stjerneklar nat og værdsat dens skønhed.”
– Christina Toldbo, Astrofysiker