Titlen udkommer d. 31. juli
ÆGTE TÆPPER – Skabt med passion er både en inspirerende håndbog og en levende hyldest til den persiske tæppekunst. En fascinerende rejse med skildringer fra egne, hvor nomader stadig væver og knytter tæpper efter århundredgamle traditioner og mønstre.
Med stor lidenskab, fortællelyst og et rigt billedmateriale formidles indblik i Irans mange provinser og vidtforskellige tæppekulturer. Der gives indtryk af indkøbsture hos nomader, besøg på tæppevaskerier samt en grundig indføring i teknikker, kvaliteter og forskelle mellem tæpper fra forskellige regioner – ligesom den symbolske betydning af mønstrene belyses.
Bogen formidler både den historiske og kulturelle baggrund for tæppehåndværket og rummer samtidig konkrete råd om, hvad der er værd at være opmærksom på ved køb af tæpper, samt hvordan de bedst behandles og bevares.
Desuden indgår bidrag fra flere anerkendte europæiske og iranske eksperter, som blandt andet fortæller om verdens fineste og dyreste tæpper, den historiske udvikling i flere tæppeproducerende lande samt om et enestående håndknyttet tæppe i Abu Dhabi på størrelse med en fodboldbane – det største, der nogensinde er fremstillet.