Bogen udkommer d. 24. september
Hvorfor blev mennesker syge? Hvad gemte sig i skovene efter mørkets frembrud? Hvor kom de uforklarlige lys på heden fra, og hvorfor gik tingene nogle gange frygteligt galt?
Længe før naturvidenskaben gav svar på mange af livets spørgsmål, var det sagnene og fablerne, der hjalp mennesker med at forstå verden omkring dem. De forklarede det uforklarlige, advarede mod farer, videregav erfaringer og gav mening til en tilværelse præget af naturens kræfter og det ukendte.
I denne bog er 180 af de bedste danske sagn og fabler samlet fra klassiske kilder af Evald Tang Kristensen, Frederik Schaldemose og Ludvig Holberg. Fortællingerne er nænsomt bearbejdet til et moderne og lettilgængeligt sprog, samtidig med at deres historiske særpræg er bevaret.
Bogen giver et enestående indblik i den forestillingsverden, der prægede Danmark gennem århundreder, og lader nutidens læser opleve fortællinger, som generation efter generation brugte til at forstå verden og deres plads i den.