Jenternes sommerguide - Muusmann Forlag

Jenternes sommerguide

Jenternes sommerguide - Jenter på eventyr - Muusmann forlag

Jenterne guider til sommerens aktiviteter: Danmark som outdoor legeplads

Sommeren er her endelig, og det er tid til at komme udenfor og nyde alt, hvad Danmark har at byde på – og der er meget. Uanset om du er en eventyrlysten sjæl eller bare ønsker at nyde den danske sommer, har vi samlet en inspirationsguide til dig.

Fra mindre storbyoplevelser til længere eventyr ude i den vilde natur – her er vores anbefalinger til de bedste steder at udforske i sommeren.

 


 

Vores sommerguide er inspireret af de eventyr vi selv var på tilbage i 2020, da vi skrev bogen Jenter på Eventyr – Fællesskab og outdoor-oplevelser i Danmark. Bogen blev til i en tid, hvor pandemien begrænsede vores rejseaktiviteter og vi måtte derfor vende blikket indad og gå på opdagelser i Danmark. Guidet af en masse seje lokale jenter, kom vi rundt i landet og oplevede naturen gennem forskellige udendørsaktiviteter. I bogen kan du både møde dem, der har dyrket en aktivitet i mange år, og dem som for nyligt har kastet sig over deres nye yndlingsaktiviteter. Fælles for dem alle er, at de har fundet glæde i naturen, og ofte også i fællesskabet omkring den.

 

Vi har været nye i mange af de sportsgrene og aktiviteter, vi har kastet os ud i. Vi har været nervøse og fået sus i maven. Vi har grinet i den friske luft og overskredet vores grænser, og så har vi lært en hel masse om os selv, ligesom alle de jenter, vi har mødt på vores vej, har på deres utallige eventyr i naturen.

 

Nu er det din tur til at prøve kræfter med det nye, det kendte og det anderledes, når du, enten alene eller sammen med andre kan tage på opdagelse i Danmarks smukke natur. Med alle de seje jenter fra bogen, har du altid en der kan støtte dig på dit eventyr uanset om det er på vandreturen, på vandet eller på sporet. Og så deler de ud af deres bedste tips og tricks, så du er godt klædt på til at hoppe i vandreskoene, trailskoene, eller smide skoene og tage på eventyr i Danmark. God tur!

 


 

Thy – et paradis for den eventyrlystne

Vores første tur går til Nationalparken Thy i Nordjylland, hvor vi selv brugte 3 dage med 4 aktiviteter og masser frisk luft. Oplev den mytiske skønhed langs Vesterhavet, der strækker sig fra Agger til Hanstholm, og som har gjort området berømt som Cold Hawaii. Udforsk de mange stier til fods, på hesteryg eller prøv kræfter med surf i Vesterhavets bølgeskvulp.

 

Til fods fra Agger til Lodbjerg Fyr

Det er oplagt at opleve det fortryllende landskab i nationalparken til fods, og vi anfaler vandreturen fra Agger Tange til Lodbjerg Fyr. Den otte kilometer lange rute byder på goldt terræn, skov og betagende udsigter over det store Vesterhav. Start ved stranden i Agger Tange og gå langs grusstien med havet på din venstre hånd og hede, enge og sandklitter uanset hvor du kigger hen. Ved fyret er der et stort shelter, som du kan overnatte i, eller holde en velfortjent pause. Vær forberedt på vejret, som ofte på de kanter byder på vind, men ellers kan du klare turen i almindeligt tøj og et par løbesko.

Niveau: Begynder

Længde: 8 km.

 

Ridning ved Flade og Ørum Sø

En anden måde at se nationalparken på er på hesteryg. Du kan booke turen hos Flade/Ørum Sø Ridning. Du starter ved gården, hvor du selv er med til at sadle op og så rider I ind i det smukke terræn, omgivet af høje nåletræer og uberørt skov. Med duften af skovbund og havgus, traver du igennem skoven anført af en kyndig guide. En anbefaling til dem, der vil opleve Thy anderledes. Du behøver ikke havde erfaring med at ride, ligesom at du ikke behøver at have ridetøj på. Vi anbefaler dog at man har noget behageligt tøj på, som godt må blive beskidt. Ridehjelme inkluderet.

Niveau: Begynder/øvede – du får introduktion til ridning.

Pris: 200 kr. for to timer.

Jenternes sommerguide - Thy- Muusmann forlag

 

Cold Hawaii – Surf som adgangskrav

Det er næsten et adgangskrav, at du skal prøve at surfe, når du besøger Thy. Cold Hawaii er en betegnelse for 31 registrerede surf spots, der alle ligger på Vestkysten i Thy – fra Agger Tange i syd til lidt nord for Hanstholm. Det giver gode muligheder for at komme en tur på havet. Der findes mange forskellige former for surf, så uanset vejret, er der altid en aktivitet du kan prøve. Vi prøvede SUP-surf, som vores lokale guide Line introducerede os til. SUP surf er surf på et Stand Up paddle board. En aktivitet der sætter krav til balancen, men som også giver et adrenalin kick, når du endelig fanger en bølge og surfer ind mod stranden.

Vi lejede boards fra Westwind i Klitmøller men der er mange steder, som udlejer udstyr i området. Vores SUP-surf eventyr foregik ved havnen i Hanstholm, hvor vi med app’en ‘Windfinder’ kunne se at bølgerne ville være gode til begyndere. Spørg ved surfudlejningen hvis du er i tvivl om hvor det er godt at tage ud og sørg altid for at have en erfaren surfer med ud, hvis det er første gang, du prøver det. Du kan også tage en surf lektion hos en af de mange udbydere i området.

Uanset om du er til vandsport eller ej, så er det sjovt at prøve en tur i vandet med våddragt imens bølgerne ruller ind. Husk at mærke efter, så du ikke presser dig selv for hårdt og husk at det er lige meget om du aldrig kommer op og stå, så længe du har det sjovt.

Niveau: Begynder (du skal kunne svømme)

Pris. 250 kr for 3 timer + 100 kr. for våddragt

Kanotur på Bagsværd Sø og Mølleåen

Fra Vestkysten til Nordsjælland: “Det føles, som om kanoen svæver hen over vandet. Det er en utroligt meditativ måde at bruge en fredag eftermiddag på. Jeg har hurtigt glemt, hvad klokken er, og jeg tænker ikke over, hvad jeg skal senere på aftenen. Lige nu er jeg bare her.” Mølleåen er en skjult perle tæt på København, der byder på fantastisk natur og oplevelser. Det er et åndehul fra byens stress og om du udforsker området i kano, på SUP, i kajak eller til fods, så er der noget at se langs den 36 kilomater lange å. Selvom åen ikke ligger langt fra byen, føler du virkelig at du er langt væk fra alting, når du padler ned igennem åen, omgivet af piletræer og åkander. Du kan overnatte i shelter langs åen eller tage på vandretur på stierne, der følger åen helt fra Bastrup Sø til Øresund.

Niveau: Begynder

Pris: 175 kr. for en time

Jenternes sommerguide - kano - Muusmann Forlag

 

Vandretur ved Møns Klint

Danmark er kendt for at være ret fladt, men alligevel er der steder, hvor terrænet rejser over havet og giver syre i benene til vandreturen. Sådan er det på Møns Klint. Møns Klint er en del af den kendte vandrerute Camønoen, der strækker sig 175 kilometer over Møn. Men du behøver ikke vandre over 100 kilometer for at få naturoplevelser udover det sædvanlige. Ved Geocenter Møns Klint er der kortere dagsture, som både tager dig op i højderne på de hvide klitter og helt ned til stranden, hvor du kan tage et dyp i havet og opleve den storslået natur. Du behøver ikke specielt udstyr for at vandre på Møns Klint, men vi anbefaler altid at du tager et par gode sko på og behageligt tøj.

Niveau: Begyndere

Ekstra: Tag på SUP eller kajakkursus hos Møn Surf, og oplev Møns Klint fra havet. Det er en virkelig anderledes og majestætisk oplevelse.

 

Ø-eventyr i det Sydfynske øhav

Det Sydfynske Øhav er en sand perle med smukke øer, idylliske havne og enestående natur. Øhavet består af mere end 50 øer, hvoraf nogle er beboede og andre er uberørte naturområder. Her kan man nyde ø-hop, sejlture, fisketure og vandreture langs kysten. Vi besøgte Ærø og selvom vores besøg var på en kold december dag, så er Ærø helt klart også på listen over øer du skal besøge om sommeren. VisitÆrø skriver om øen, at det er et sted, hvor tiden står stille, og tid synes at være et begreb, som beboerne på Ærø værner meget om. For på Ærø er der tid. Tid til at hilse på hinanden, tid til at lytte efter og tid til at opdage.

Jenternes sommerguide - Ærø - Muusmann Forlag

Her kan du opleve øen til vands på SUP eller kajak eller til fods, hvor du både kan finde akitekttegnet shelters og smukke klitter. Book overnatning på Teglværkspladsen, hvor du kan sove i glampingtelte og shelter.

Hvis du vil planlægge en længere vandretur anbefaler vi Øhavsstien, som er omkranset af Det sydfynske øhav. Stien er egentlig 220 kilometer lang, men du kan sagtens tage dele af ruten. Vi vil anbefale fra Faldsled til Svendborg, hvor du både kommer igennem skov, enge, hav og byer. Se vores video fra turen, da vi deltog i Fjällräven Classic 2022:

DAG 1

DAG 2

DAG 3

 

Bornholm, Bornholm, Bornholm Du, min dejlige ferieø

Bornholm skiller sig på mange måder ud fra resten af landet på. Det er for eksempel det eneste sted i Danmark, hvor du kan finde klipper, og så kan bornholmerne prale med at have flere solskinstimer end i resten af landet. Derfor er det selvfølgelig oplagt at Bornholm er på listen over steder, du skal besøge.

Med høje klipper, store skove og hvide strande ligger mulighederne for udendørsaktiviteter i kø, og om du er til vandring, fiskeri, mountainbike, SUP, kajak, klatring, løb eller noget helt andet, så kan du dyrke det på Bornholm.

Vores eventyr tager udgangspunkt fra Egeløkke Naturlejrplads i Allinge, hvor vi camperede. Herfra kan du tage på SUP tur ved Hammer Havn tæt på Hammershus. Prøv at tage en tur ind til klippehulen, hvis vejret er godt – det er en fantastisk måde at opleve Bornholms klipper fra havsiden på.

Du kan leje SUP boards fra flere forskellige steder på øen, så Google “SUP udlejning”, så finder du helt sikkert noget tæt på dig.

Det er også på Bornholm at du finder mountainbikespor, tilsvarende dem du finder i vores nabolande. Bornholms kuperet terræn gør, at der er en del forhindringer som stejle bakker og vandløb, der kræver noget teknik og mod, men sporene er inddelt i sværhedsgrader, så du altid kan finde ét, der passer til din erfaring.

Er du mere til vandring, kan du både finde korte og lange ture. Bornholm er faktisk kåret til Europas anden bedste vandredestination, og det er forståeligt. Naturen er varierende og du kan opleve både skov-, strand- og klippestier. Vi fik anbefalet kyststien, hvor du går Bornholm rundt (120 kilometer), men du kan også vælge at gå tværs over øen ad Højlyngsstien på 67 kilometer, eller tage mindre dele af ruterne. Uanset hvad er Bornholm en perfekt destination for et vandreeventyr.

Jenternes sommerguide - Bornholm - Muusmann forlag

 


 

Er du blevet inspireret?

Der er mange andre fantastiske destinationer i Danmark, som bare venter på at blive besøgt: Stå på ski i København, opdag skoven gennem løb, sov i shelter på en ø i Øresund, tag på fisketur. Steder som vi dykker mere ned i sammen med de lokale jente guider i vores bog. Du kan lige nu købe bogen til sommerpris med koden “jenter40” og få 40%: BESTIL HER . Tilbuddet gælder t.o.m. 31/08/2023.

Del gerne dit sommereventyr med os ved at tagge Jenter på Eventyr på Instagram og brug hashtagget #jenterpåeventyr.

 

Blå bog:

Tine er stifter af fællesskabet Jenter på Eventyr, der arbejder for at få flere piger og kvinder ud i naturen gennem outdoor aktiviteter. Det fysiske fællesskab holder til i Danmark, men det digitale fællesskab strækker sig over de Skandinaviske lande. Med afsæt i Jenterne arbejder hun på forskellige projekter for at skabe bedre inklusion gennem forståelsen om rollemodeller og repræsentation.

Nikoline arbejder med kommunikation, markedsføring, PR og journalistik i den danske og internationale musikbranche. Nikoline er særligt glad for at vandre og har blandt andet gået 900 kilometer på pilgrimsruten mod Santiago de Compostela i Spanien.

Tine og Nikoline skrev Jenter på eventyr i en tid, hvor corona lukkede landet ned og mulighederne for at tage på udenlandseventyr var begrænset. Kyndigt ført an af en række lokale jenter, blev bogens eventyr deres egen vej gennem en hård tid, hvor de begge to fik øjnene op for Danmarks fantastiske naturoplevelser.

Jenter på eventyr Fællesskab og outdoor-oplevelser i Danmark Nikoline Skaarup, Tine Ewé Jensen Muusmann Forlag

Vil du være med i Jenter på Eventyr? Du kan tilmelde dig facebookgruppen Jenter på Eventyr (denmark), hvor du møder de andre jenter, kan dele spørgsmål og idéer og deltage i andres aktiviteter. Ellers kan du følge Jenter på Eventyr på Instagram (@jenterpaaeventyr)

 

 


 

Grønne Hjerter

Updating…
  • Ingen varer i kurven.