Patchwork: Sådan skaber du unikke tekstiler af gamle stofrester

Med patchwork kan tekstiler genbruges til at kreere enestående, personlige brugsgenstande. Læs med, og bliv introduceret i en teknik, hvor du kan slå hjernen fra samtidig med, at du syr smukke mønstre af gamle lapper.

 

Tasker, reparationer og grydelapper. Patchwork er en håndarbejdsteknik, hvor små stykker stof sys sammen i geometriske former, så tekstilerne danner større flader.

Teknikken gør det let at genbruge stofrester til at skabe smukke genstande, hvor hvert enkelt færdigt produkt har sit eget udtryk. Og så er det en teknik, der rimer på både tid og fordybelse.

”Med patchwork skal du koncentrere dig om hvert enkelt sting. Det kræver præcision i fingerspidserne, og for mig betyder det, at jeg lettere kan koble af fra mine tanker og slappe af, mens jeg syr. Og så er patchwork superhyggeligt, fordi det er let at have med på farten,” fortæller Emma Lilliendahl van Rijn og tænker tilbage på en ferie til New York med sine forældre.

Her havde Emma Lilliendahl van Rijn et projekt med, der endte med at blive til vibrant vest – en vest i brunt stof med lyseblå patchwork.

 

”Jeg havde vesten med overalt og syede blandt andet på flyet og på cafeer. Den ferie betyder meget for mig, og når jeg tager vesten på i dag, bliver jeg taget tilbage til de gode minder, der knytter sig til min New York-tur.”

Her giver Emma Lilliendahl van Rijn en kort introduktion til, hvordan du anvender patchwork-teknikken.

 

Materialer til at lave geometriske figurer af pap:

Karton/kraftigt papir
Blyant
Vinkelmåler
Saks

Sådan gør du:

1. Tag dit papir, og lav en streg på fx 4 cm.
2. Læg din vinkelmåler på en af stregens spidser, og mål 120 grader (så det bliver en stump vinkel).
3. Tegn en streg op fra de 120 grader på 4 cm.
4. Fortsæt med trin 3, indtil du har en hel sekskant.

 

Efter du har lavet din grundsekskant, kan du klippe den ud og derefter bruge den som skabelon til at tegne dine andre sekskanter. Der skal bruges én papir-sekskant til hver patchwork-sekskant.

Klip tekstiler ud til hele og halve sekskanter, så de har omkring 2 cm. sømrum. Sy tekstilerne fast på sekskanterne med omkring seks sting i alt. Husk, at du tager stingene ud til sidst, så det behøver ikke at være pæne sting, du laver.

Læg dine sekskanter ret mod ret, og sy dem sammen. Lægge dine sekskanter præcist oven på hinanden, så de ikke skrider, og lav små, fine sting.

Til sidst stryger du først dit færdige patchwork, hvorefter du tager de sting ud, du har brugt til at fastgøre pappet, og til sidst fjerner du pappet fra tekstilet. Når alle papskabelonerne er ude, skal du stryge patchworket igen, da det hjælper med at få fjernet nålehullerne.

Og voilà, her har du startskuddet til din nye taske, pude eller noget helt tredje.

 

 

Patchwork skabeloner:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bliv endnu bedre til patchwork med Patchwork passion.

Updating…
  • Ingen varer i kurven.