Caminovandring har det hele

Billede: Ulla-floden dækket af skyer, Camino Sanabrés.

I sidste uge udkom bogen På camino i Europa, en bog om de 20 skønneste pilgrimsruter i Europa, spækket med flotte fotos, levende fortællinger og konkrete informationer. Forfatter Hanne Hjardemaal har sammen med sin kæreste, Jan Overgaard, tilbagelagt samtlige af de 8600 km, som pilgrimsruterne i bogen tilsammen udgør. Derfor har vi mødtes med Hanne til en snak om hvad pilgrimsvandring gør ved en, og hvordan det har forandret Hannes liv.

 

– Hvorfor pilgrimsvandring?

Jeg er pilgrim, midt i 60’erne og elsker at pakke en let rygsæk og vandre afsted sammen med min kæreste, Jan. Ofte vandrer vi i månedsvis ad Europas gamle pilgrimsveje. På sådanne ture oplever jeg, hvor enkelt og bekymringsfrit livet kan være. Alt jeg har brug for ligger i rygsækken, og jeg har lært at stole på, at vi nok skal finde et sted at sove og få noget at spise. Selvom den langsomme vandring giver god tid til refleksion – bliver jeg ofte tanketom til lyden af føddernes rytmiske gang. Det er vidunderligt med ro i hovedet til at opleve de små ting. Det kan være et par sommerfugle, der sværmer ustyrligt hurtigt rundt om hinanden eller en græshop med orange vinger, der bliver ved med at springe foran mig.

Det er en dejlig bevidsthed at bruge kroppen som transportmiddel og mærke, at jeg på trods af slidgigt i knæene går mig stærkere. Europa er spækket med gamle handels- og pilgrimsveje. Det er en rar tanke, at jeg ved, at vandre i sporene af de gamle pilgrimme ermed til at forbinde fortiden med fremtiden. Nogen vil jo også gå i mine fodspor.

Billede: Nemi, Via Francigena, Syditalien & Cirauqui, Camino Francés.

At gå camino er også en sand all inclusive rejse.
Den har nemlig alt: åndelig næring for sjælen, givende møder med mennesker undervejs, masser af motion for kroppen, stimuli for den kulturinteresserede og oplevelsessyge del af hjernen og fred til den del af hovedet, der foretrækker ro.

Det er bestemt ikke en badeferie at vandre gennem Europa; nogle dage i regn og pløre, andre gange under den bagende sol. Det kræver disciplin hver dag at ordne de daglige rutiner med indkøb, tøjvask og at finde et nyt sted at overnatte. Til gengæld er det en rejse, man kommer forandret hjem fra med bagagen fuld af tillid, taknemmelighed og tro på, at alting nok skal gå.

 

– Hvilke steder oplever man typisk på pilgrimsvandring?

Som oftest kommer vi ikke til store turistseværdigheder, som mange flokkes om, men til steder de færreste kender og hvor det er nemt at falde i snak med folk. De tilfældige møder med mennesker undervejs bekræfter mig altid i, at vi mennesker vil hinanden det godt. Jeg er nysgerrig af natur og altid spændt på at se, hvad der findes omkring det næste hjørne. På de mange kilometer til fods er det gået op for os, at pilgrimsvandring ikke kun er en åndelig rejse, men også er en dannelsesrejse. Den har gjort os begge interesseret i, hvordan rødderne i vores europæiske historie fletter sig sammen på kryds og tværs, og at vi er forbundet. Uanset hvor vi vandrer, er det imponerende med den variation, der er i arkitektur og gastronomi fra egn til egn. Altid bliver smagsløgene pirret med spændende lokale retter, og vi ser altid frem til at holde pause på en kaffebar. Ikke kun for at nyde kaffe og kage, men også for at fornemme det liv, der udspiller sig netop der. Mit ønske er at kunne fortsætte med at vandre så længe jeg kan.

 

Billeder: Pilegrimsleden, Norge

– Hvordan opstod interessen for pilgrimsvandring?

Mit vandreliv startede for alvor, da jeg var i slutningen af 50’erne og gik min første camino. På den rejse blev det meget tydeligt for mig, at tid er en mærkelig størrelse. Det undrede mig, hvordan erindringen om i går ofte forsvandt og at jeg aldrig skænkede morgendagen en tanke. Senere er det gået op for mig, at det er sådan noget, der sker på vandring. Jeg er til stede i nuet som et lille barn. Jeg ser det i mit lille barnebarn. Han er ekspert i det. Hver dag er en gave, og skal værdsættes som sådan. En gave, jeg ikke kan tillade mig at snolde væk, for jeg ved ikke, hvor mange dage, jeg har tilbage. Tidligere havde jeg som alenemor holdt snuden i sporet og ihærdigt arbejdet for at polstre pensionsopsparingen mest muligt. Men caminoen gav mig et andet perspektiv. Jeg tænkte over meningen med livet. ”Du blev vel ikke født for at betale dine regninger, og så dø”, sagde en mand til mig, da vi i middagsheden en dag delte livshistorier på vej hen over Spaniens lange, flade og tørre meseta-højland. Livet handler om at være til stede, dyrke sine passioner og være noget for andre. Caminoen forvissede mig om, at alting nok skal løse sig. Jeg behøver ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg har penge nok. Den stærkeste kapital er helbredet. Det fysiske og mentale.

Jan og jeg var på vores første camino i 2018. Beslutningen var spontan, og jeg anede ikke, om mine slidte knæ kunne klare at gå de næsten 800 km til Santiago de Compostela. Vi var helt uforberedte på rejsen men havde hørt, at der ville være gule pile til at vise os vej, og at der hver dag ville være pilgrimsherberger, vi kunne indlogere os på. Det lød eventyrligt frit, og selvfølgelig gik alting ikke helt så glat, men det blev en rejse, vi vendte forandret hjem fra og som kaldte på mere af samme slags. Jeg havde dog aldrig forestillet mig, at jeg, inden jeg fyldte 66 år, skulle komme til at vandre 8.600 km på Europas pilgrimsveje og skrive caminobøger med Jans smukke fotos. Jeg anede i øvrigt slet ikke, at jeg har et talent for at skrive. Også det har caminoen lært mig.

 

Læs mere om På camino i Europa her