Kom med på en rejse langs Grønlands vestkyst. Eventyrer og polarforsker John Andersen har rejst fra Kap Farvel – Grønlands sydligste punkt – mod nord langs vestkysten. Rejsen strækker sig over mange år, og sammen med sønner og venner bevæger John sig gennem Grønland i kajak.
Vidunderlige Vestgrønland byder på en spændende og personlig fortælling om en rejse gennem Grønland i kajak. Gennem årene 1974 til 2022 følger vi John Andersen, der med venner, sønner og sig selv bevæger sig fra syd mod nord. Gennem bogens 10 kapitler bevæger han sig gennem de 15 større kystbyer og små bygdesamfund, hvor størstedelen af befolkningen bor.
Nedenfor kan du læse et uddrag fra kapitel 1, hvor John og hans søn Aske har en dramatisk start på deres rejse til Kap Farvel.
Mod Kap Farvel 2004
Min søn, Aske, og jeg befandt os ude i fjorden mellem øerne Toornaarsuk og Itvidleq. Vi var på vej mod Grønlands sydligste punkt, Kap Farvel, men et par varme vindpust fortalte mig, at det snart ville begynde at blæse kraftigt. Jeg nåede lige at råbe til Aske: “Nu skal vi i land”, før stormen brød løs. Snart var vi omgivet af store, pakkende isflager, som drejede rundt om sig selv og drev hastigt ud mod Davisstrædet.
Vi sprang op på de drivende isflager og løb hen over isen mod land med de 60 kilo tunge kajakker efter os. Pludselig sad min kajak fast mellem to store flager.
“Aske, Aske. Hjælp mig. Min kajak er ved at forsvinde ind under isen”, råbte jeg i panik, mens jeg desperat trak i kajakken for at få den fri, inden den blev mast under isens tryk. Det hele var gået så stærkt. Hvis vi ikke var kommet ud af kajakkerne og op på isen i en fart, havde det været slut.
Aske sprang hen over et par isflager for komme mig til undsætning. Med pagajen forsøgte han at presse isflagerne fra hinanden, men det var, som om ingenting skete. Det knirkede og bragede, mens isen med stor fart drev udefter i store cirkelbevægelser. Men lige pludselig gav det hele efter, og vupti: Kajakken sprang op på isen, som var det en champagneprop. Den havde utroligt nok klaret presset. Nu skulle vi ind til land, for det her var tæt på at gå virkelig galt.
Det er tankevækkende, hvor mange kræfter man kan mobilisere, når man ikke ved, hvad man skal gøre for at overleve. Der var ikke langt ind til land, omkring 300 meter, men isen drev meget hurtigt udefter. Efter at have løbet henover de gyngende isflager i 5-10 minutter kunne vi se, at situationen nu var under kontrol.
“Chokolade,” råbte Aske, og i en fart fik vi hevet to plader Ritter Sport frem fra den vandtætte pose, som lå bag sædet i kajakken.
Luften var fuld af vand fra de voldsomme vindstød, der fik havet til at piske mod isen og op i luften. Vi var gennemblødte af sved og havvand, men humøret var i top. Igen fremad, fremad, hen over den kraftige storis og så ud på de tynde vinterflager, som gav efter under fødderne på os, mens vi i rasende fart løb afsted for ikke at falde igennem.
Efter en time kunne vi se åbent vand ind til kysten, så vi satte kajakkerne i vandet og roede ind i en lille bugt på østsiden af Ipiutaq, hvor der lå en gammel inuitboplads. Her fandt vi nogle store stammer af drivtømmer. Vi rullede et par af dem hen til et plant sted i græsset og tøjrede teltet til dem.
“Nu kan det klare en orkan. Hvad viser vindmåleren?” spurgte Aske.
Jeg tog den frem. Den viste 28-30 meter i sekunder, der hvor vi var; ude i fjorden måtte der være orkanstyrke.
Det var vores tredje rejsedag, og vi var allerede blevet fanget af storm og is. I år var der mere is, end vi havde set i de foregående år, men det var vi naturligvis glade for. Kap Farvel er præget af lavtryk og meget ustabilt vejr, hvilket betyder høj sø eller store dønninger. Det kan være farligt for en kajakmand. Jo mere is, desto mere sikker sejlads. Dog ikke i en storm som den, vi netop havde været udsat for.
Fra vores lejr havde vi et godt overblik. Vi skulle ikke langt op i fjeldet, før vi kunne se, hvordan isen pakkede sig omkring det 600 meter høje Kap Christian.
“Godt vi kom i land. Nu skal vi bare vente på, at stormen lægger sig” sagde Aske.
Det var en dramatisk start på denne sommers ekspedition, hvor planen var, at vi skulle rundt om Kap Farvel og derfra nogle hundrede kilometer op langs Grønlands østkyst til Kap Wandel, Kap Discord eller den nedlagte vejrstation Tingmiarmit for senere at returnere til vestkysten gennem Prins Christiansund.
Tilbage i 1982 havde Tobias Ignatiussen fra Tasiilaq og jeg forsøgt at ro rundt om Kap Farvel, men vi havde været nødt til at opgive på grund af dårligt vejr. Denne sommer var det Aske, der havde taget initiativet til at ro rundt om det stejle, farlige kap.
“Du kan godt klare endnu en kajakekspedition” havde han sagt nogle uger tidligere for at berolige mig.
Jeg var trods alt blevet 22 år ældre.
Hele bogen er fyldt med personlige fortællinger og oplevelser samt billeder fra Johns egen samling. Der findes billeder fra 1974 og fremefter, som viser både Grønland og John gennem hans år.
Vidunderlige Vestgrønland er primært en rejse i kajak, men John Andersen har blandt andet krydset indlandsisen tre gange, og rejst verden rundt på en motorcykel. Hvis du vil høre mere om Johns mange eventyr kan du læse mere på hans hjemmeside.
I kajak gennem vidunderlige Vestgrønland
Kom med på en rejse langs Grønlands vestkyst. Eventyrer og polarforsker John Andersen har rejst fra Kap Farvel – Grønlands sydligste punkt – mod nord langs vestkysten. Rejsen strækker sig over mange år, og sammen med sønner og venner bevæger John sig gennem Grønland i kajak.
Vidunderlige Vestgrønland byder på en spændende og personlig fortælling om en rejse gennem Grønland i kajak. Gennem årene 1974 til 2022 følger vi John Andersen, der med venner, sønner og sig selv bevæger sig fra syd mod nord. Gennem bogens 10 kapitler bevæger han sig gennem de 15 større kystbyer og små bygdesamfund, hvor størstedelen af befolkningen bor.
Nedenfor kan du læse et uddrag fra kapitel 1, hvor John og hans søn Aske har en dramatisk start på deres rejse til Kap Farvel.
Mod Kap Farvel 2004
Min søn, Aske, og jeg befandt os ude i fjorden mellem øerne Toornaarsuk og Itvidleq. Vi var på vej mod Grønlands sydligste punkt, Kap Farvel, men et par varme vindpust fortalte mig, at det snart ville begynde at blæse kraftigt. Jeg nåede lige at råbe til Aske: “Nu skal vi i land”, før stormen brød løs. Snart var vi omgivet af store, pakkende isflager, som drejede rundt om sig selv og drev hastigt ud mod Davisstrædet.
Vi sprang op på de drivende isflager og løb hen over isen mod land med de 60 kilo tunge kajakker efter os. Pludselig sad min kajak fast mellem to store flager.
“Aske, Aske. Hjælp mig. Min kajak er ved at forsvinde ind under isen”, råbte jeg i panik, mens jeg desperat trak i kajakken for at få den fri, inden den blev mast under isens tryk. Det hele var gået så stærkt. Hvis vi ikke var kommet ud af kajakkerne og op på isen i en fart, havde det været slut.
Aske sprang hen over et par isflager for komme mig til undsætning. Med pagajen forsøgte han at presse isflagerne fra hinanden, men det var, som om ingenting skete. Det knirkede og bragede, mens isen med stor fart drev udefter i store cirkelbevægelser. Men lige pludselig gav det hele efter, og vupti: Kajakken sprang op på isen, som var det en champagneprop. Den havde utroligt nok klaret presset. Nu skulle vi ind til land, for det her var tæt på at gå virkelig galt.
Det er tankevækkende, hvor mange kræfter man kan mobilisere, når man ikke ved, hvad man skal gøre for at overleve. Der var ikke langt ind til land, omkring 300 meter, men isen drev meget hurtigt udefter. Efter at have løbet henover de gyngende isflager i 5-10 minutter kunne vi se, at situationen nu var under kontrol.
“Chokolade,” råbte Aske, og i en fart fik vi hevet to plader Ritter Sport frem fra den vandtætte pose, som lå bag sædet i kajakken.
Luften var fuld af vand fra de voldsomme vindstød, der fik havet til at piske mod isen og op i luften. Vi var gennemblødte af sved og havvand, men humøret var i top. Igen fremad, fremad, hen over den kraftige storis og så ud på de tynde vinterflager, som gav efter under fødderne på os, mens vi i rasende fart løb afsted for ikke at falde igennem.
Efter en time kunne vi se åbent vand ind til kysten, så vi satte kajakkerne i vandet og roede ind i en lille bugt på østsiden af Ipiutaq, hvor der lå en gammel inuitboplads. Her fandt vi nogle store stammer af drivtømmer. Vi rullede et par af dem hen til et plant sted i græsset og tøjrede teltet til dem.
“Nu kan det klare en orkan. Hvad viser vindmåleren?” spurgte Aske.
Jeg tog den frem. Den viste 28-30 meter i sekunder, der hvor vi var; ude i fjorden måtte der være orkanstyrke.
Det var vores tredje rejsedag, og vi var allerede blevet fanget af storm og is. I år var der mere is, end vi havde set i de foregående år, men det var vi naturligvis glade for. Kap Farvel er præget af lavtryk og meget ustabilt vejr, hvilket betyder høj sø eller store dønninger. Det kan være farligt for en kajakmand. Jo mere is, desto mere sikker sejlads. Dog ikke i en storm som den, vi netop havde været udsat for.
Fra vores lejr havde vi et godt overblik. Vi skulle ikke langt op i fjeldet, før vi kunne se, hvordan isen pakkede sig omkring det 600 meter høje Kap Christian.
“Godt vi kom i land. Nu skal vi bare vente på, at stormen lægger sig” sagde Aske.
Det var en dramatisk start på denne sommers ekspedition, hvor planen var, at vi skulle rundt om Kap Farvel og derfra nogle hundrede kilometer op langs Grønlands østkyst til Kap Wandel, Kap Discord eller den nedlagte vejrstation Tingmiarmit for senere at returnere til vestkysten gennem Prins Christiansund.
Tilbage i 1982 havde Tobias Ignatiussen fra Tasiilaq og jeg forsøgt at ro rundt om Kap Farvel, men vi havde været nødt til at opgive på grund af dårligt vejr. Denne sommer var det Aske, der havde taget initiativet til at ro rundt om det stejle, farlige kap.
“Du kan godt klare endnu en kajakekspedition” havde han sagt nogle uger tidligere for at berolige mig.
Jeg var trods alt blevet 22 år ældre.
Hele bogen er fyldt med personlige fortællinger og oplevelser samt billeder fra Johns egen samling. Der findes billeder fra 1974 og fremefter, som viser både Grønland og John gennem hans år.
Vidunderlige Vestgrønland er primært en rejse i kajak, men John Andersen har blandt andet krydset indlandsisen tre gange, og rejst verden rundt på en motorcykel. Hvis du vil høre mere om Johns mange eventyr kan du læse mere på hans hjemmeside.