Når vores forældre dør - Muusmann Forlag

I USA og Storbritannien holdes der hvert år Grief Awareness Day d. 30/8. Dette er en mærkedag, der har til formål at sprede vigtig viden om sorg og skabe en mere åben dialog omkring tab. Dette er desværre ikke en mærkedag, vi har adopteret i Danmark – men det burde vi.

Mere end 200.000 danskere oplever hvert år, at én af deres nærmeste dør. Udfordringen for mange er, at de tit føler sig alene med deres sorg, særligt fordi det er et emne, vi ikke snakker om. Dette oplevede forfatter Louise Lindtner også da hendes far pludselig døde i 2020. Derfor har hun skrevet bogen Når vores forældre dør, der samler personlige beretninger fra voksne børn, der har mistet.

Du kan her læse 1. kapital af bogen med Marie Brixtofte. Marie er psykolog og forfatter til bogen Kun når det regner, hvor hun skriver om sin far, Peter Brixtoftes, liv og død. Da Louises egen far døde, havde hun brug for at spejle sige andres oplevelser med at miste, og hun læste derfor Maries bog. Her fandt hun stor trøst og valgte derfor at interviewe Marie til Når vores forældre dør. Vi håber, uddraget kan hjælpe dig på din rejse:

Marie, vil du fortælle om dengang, din far døde?

Min far døde i november 2016. Han var alkoholiker, og i de sidste mange år af hans liv var der perioder, hvor han drak meget. Han blev ofte indlagt med alkoholforgiftning, hvor lægerne sagde til ham: ’Du kommer til at dø af det her.’ Men han slog det hen og sagde bare: ’Nej da, jeg bliver 100 år!’ Så stoppede han med et drikke i en måned eller to, indtil han faldt i igen.

Da han døde, havde vi ikke set hinanden i næsten tre måneder. Jeg så ham ikke i de perioder, hvor han drak, men det var alligevel usædvanligt, at der gik tre måneder. Og det slog jeg jo så mig selv oven i hovedet med bagefter – kunne jeg ikke se, at det var værre denne gang, fordi hans drukperiode varede så længe?

Min far døde på min mors fødselsdag den 8. november. Jeg var intetanende på vej til træning, hvor jeg skulle være klokken 13.30. Da jeg havde parkeret, kiggede jeg på min telefon og nåede lige at tænke: ’Den er 13.36, jeg kommer for sent.’ Så stod der: ’Vibeke søs ringer.’ Jeg tog altid telefonen, når en af mine søstre ringede, for vi var i konstant alarmberedskab på grund af vores far. Og så råbte hun bare ind i røret: ’Han er død!’

Det var som en kniv, der skar tiden over. Der var et før og et efter. Jeg røg ind i en anden verden, som lignede den samme, men som var et frygteligt sted at være. Ordene ’Han er død!’ rungede for mine ører, og det føltes, som om der ikke var noget ilt i luften. Jeg var lige uden for træningscentret, og jeg fik på en eller anden måde kastet mig ind gennem dørene og landede i favnen på en tilfældig mand, som stod derinde. Jeg mistede kraften i benene og kunne slet ikke trække vejret. Jeg havde det så skidt, at jeg bare græd og gispede: ’Han er død, han er død, jeg elsker ham, jeg elsker ham.’ Tiden stod stille, og min hjerne fungerede ikke. Så kom min træner og fik ringet til min mand, som var på vej hjem fra Herning. Heldigvis arbejdede min svigerinde tæt på, så hun kom over til træningscentret og sad hos mig, indtil vi fandt ud af, hvad jeg skulle. Jeg husker mest fortvivlelsen og chokket. Og at jeg bare ville tilbage til før 13.36 den dag.

Min svigerinde kørte mig til Farum, hvor min yngste søster, Vibeke, var. Der var så mange tanker i mit hoved. Jeg kunne ikke forstå, at det var sandt. Jeg kunne godt høre, hvad der var blevet sagt, men jeg kunne ikke tro på det. Det var en form for benægtelse, fordi det ville være for overvældende at tage det hele ind på en gang. Som psykolog ved jeg, at det er godt at benægte og kun forstå det traumatiske lidt efter lidt.

Vi mødtes i Vibekes mors lejlighed, som lå i nærheden af min fars lejlighed. Fornemmelsen af at være så tæt på hans lig var ikke rar, for vi havde fået at vide, at han havde ligget død i fire dage og var ilde tilredt. Han lå i sin lejlighed på sofaen med masser af blod. De kunne ikke sige, hvorfor der var blod, men de kunne med det samme udelukke en forbrydelse. Det var Vibeke og min fars bedste ven, Leif, som havde fundet ham. De havde låst sig ind, fordi de var bekymrede. Vi var jo altid bekymrede for ham, men de havde bestemt ikke regnet med at finde ham død. Hver gang vi var bekymrede, viste det sig nemlig bare, at han var fuld, eller at hans telefon var løbet tør for batteri, fordi han ikke kunne finde opladeren. Han levede som en bums til sidst og havde ikke styr på tingene.

Vi valgte ikke at få ham obduceret. Der var jo stor interesse fra mediernes side, og en obduktion ville bare udskyde begravelsen. Lægens konklusion var: Dødsårsag ukendt, alkoholrelateret. Han fik måske hjertestop eller organsvigt; han var død af druk. Det var underordnet for os, om det var nyrerne eller hjertet, der var sat ud.

Hvad husker du ellers fra den dag?

Noget af det værste var, at jeg skulle fortælle det til min farmor. Det var forfærdeligt at skulle give beskeden om, at hendes søn var død. Jeg husker, at vi skulle skynde os ud til hende på plejehjemmet, inden politiet lækkede nyheden til pressen. Jeg kom ind til min farmor og slukkede fjernsynet med det samme. Jeg var så bange for, at de ville lave en ’Breaking news’ med billede af Peter Brixtofte. Så sagde min farmor: ’Lille skat, du ser ked ud af det.’ Så sagde jeg: ’Det er jeg også, farmor, for min far er død.’ Der gik lidt tid, og så gik det op for hende, at hun havde mistet sin søn. Jeg vil vove den påstand, at al livskraft forsvandt ud af hende. Hun var 95 år, men havde stort set ingen rynker. Men efter hans død var der lukket og slukket; det var, som om sjælen forsvandt. Hun valgte at dø et halvt år efter, hvor hun stoppede med at spise. Det var et dobbelt traume for mig; det var så frygteligt. Min farmor var mit ét og alt, og hun havde været min redningsplanke hele mit liv. Jeg følte, at jeg var manden med leen, som skulle ind og slå hende ihjel. Det var ubarmhjertigt. Efter jeg havde fortalt det, kravlede jeg op i sengen til hende, og vi lå en times tid og krammede og fik på en måde en lille pause fra det hele.

Havde du nogensinde snakket med din far om døden?

Ja, jeg havde snakket med min far om døden mange gange. Så sent som maj måned det år havde Vibeke og jeg sagt til ham: ’Vi er så bange for, at du kommer til at dø!’ Han slog det bare hen med, at han ikke ville dø før om mange år, for alle i familien var blevet gamle. Jeg fik ham dog til at anerkende, at hans livsstil var årsag til frygt og angst hos os, og det skammede han sig over. Men han troede vitterligt ikke på, at han skulle dø. Når det så er sagt, så har jeg en fornemmelse af, at han godt vidste, hvad han havde gang i de sidste dage. Det var ikke et selvmord, og han ville gerne leve, men måske tænkte han: ’Nu drikker jeg mig ned.’ Jeg har hans Mayland-kalender fra det år, og man kan se, at hans håndskrift op mod november bliver mere og mere usammenhængende. Han blev mere og mere hjerneskadet, fordi han på det tidspunkt havde drukket solidt i tre måneder. Jeg har en fornemmelse af, at han lige i de dage ikke kunne overskue at leve. Men alkoholisme er jo en form for langsomt selvmord. Den sidste, der snakkede med ham, var hans kæreste. Han havde ringet til hende nogle dage inden og sagt: ’Hjælp mig, hjælp mig!’ Og det var hårdt for hende at måtte sige: ’Peter, du må hjælpe dig selv.’ Gudskelov var det ikke en af mine søstre, han havde ringet til. Men han kunne have ringet til hvem af os, det skulle være, og vi havde sagt det samme, for vi havde fået det opkald mange gange før. Når vi så endelig havde ringet 112, så ville han ikke med ambulancen, eller også stak han af fra hospitalet, fordi han ville hjem og drikke videre. Vi kunne ikke hjælpe ham. Jeg har sagt til hans kæreste 100 gange, at havde hun hjulpet ham dér, havde han måske levet en måned til. Men der var ingen anden vej, end at han ville drikke sig selv ihjel, det var bare et spørgsmål om tid.

Hvordan oplevede du tiden lige efter din fars død?

De første to uger efter hans død kunne jeg ingenting mærke. Jeg mærkede ikke engang glæde, når mine børn gjorde noget sødt. Alt var sort og hvidt, al farve var taget ud af livet, al smag var taget ud, alle dufte var taget ud, alle følelser var taget ud. Der var kun smerte. I de to uger var det meget koldt udenfor, og jeg husker, at jeg valgte ikke at tage handsker på, når jeg skulle cykle. Jo mere ondt det gjorde på mine hænder, jo bedre passede det med, hvordan jeg havde det indeni. Det var helt rart, når mine hænder gjorde ondt af kulde.

Som psykolog tror jeg, at det føltes lidt som en depression, hvor man ikke bare er ked af det, man kan ikke mærke følelser. Efter præcis to uger fik jeg det første glimt af glæde igen. Jeg kunne mærke, at der begyndte at ske noget nyt. Jeg kunne også mærke, at jeg så småt begyndte at forstå, at han var død. Så accepten begyndte at komme. Jeg husker også, at jeg elskede at sove, for i søvnen vidste jeg ikke, at han var død, så jeg kunne holde en pause fra at sørge. Der gik noget tid, før mit sovende jeg forstod, at han var død.

Jeg husker, at min mand skrev et langt brev til mig om, hvor meget han syntes, jeg lignede min far. Da min far levede, var det ikke noget, jeg gik op i, fordi jeg tit måtte tage afstand fra hans alkoholisme, men pludselig var det rart, at han levede videre i mig. Det var meget rørende for mig. Der var en anden terapeut, der sagde til mig: ’På et tidspunkt vil du give slip på ham.’ Jeg blev så rasende indeni og tænkte: ’Jeg vil aldrig give slip på ham.’ Og det behøver man jo heller ikke. Men jeg tror, hun mente, at den voldsomme sorg slipper sit tag.

I den første tid efter min fars død oplevede jeg også flere af de symptomer, man oplever som stressramt. Jeg var konfus og desorienteret. Jeg var sat kognitivt ud af spillet. Jeg kunne ikke træffe én beslutning, og jeg havde bare brug for en voksen. Jeg havde brug for, at min mand sagde: ’Nu skal du sætte dig, jeg har lavet mad. Nu skal du spise.’ Sådan er det også, når folk går helt ned med stress; så er de kognitive funktioner og beslutningsprocesserne sat ud af spillet. Jeg havde det, som om jeg var blevet kidnappet med en sæk over hovedet og sat ud i en anden verden, som lignede den samme. Det kunne godt være, det var den samme ovn, men det var ikke den samme ovn, for nu var min far død. Min mand var heller ikke helt den samme, for nu var min far død. Der var ikke noget, der kunne være det samme. Det var en anden verden, hvor min far ikke fandtes.

Jeg fik angst, kunne ikke se nogen i øjnene, kunne ikke aflevere og hente børn. Jeg kunne lige præcis klare at gå på arbejde, for det var en lettelse at sidde og høre et andet menneske fortælle i terapien. Det gav mig en pause fra min egen sorg at lytte til dem, men mellem klienter blev jeg overvældet igen. Jeg kan se nu, at jeg var god til at pendulere mellem at tage på arbejde og parkere sorgen, men samtidig også lade mig overvælde, når jeg blev ked af det. Jeg holdt ikke følelserne væk, men jeg var heller ikke i dem hele tiden, for det skal man ikke være.

I starten var jeg også rasende på mig selv. Jeg var fuld af selvhad og selvbebrejdelser og syntes, at jeg havde været en dårlig datter. Jeg syntes ikke, jeg havde passet godt nok på ham. Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig: ’Hvorfor var jeg ikke taget ud til ham, hvorfor havde jeg ikke forsøgt mere at få ham afvænnet eller få ham til psykolog? Hvorfor havde jeg ikke sagt ja til, at han kunne passe mine børn hver onsdag og spise frokost hver søndag?’ Det er helt normalt, at der kommer en vrede, som enten bliver rettet mod omverdenen eller én selv. Men det går over. Derudover dukkede mange gamle traumer op, som jeg havde bøvlet med tidligere i mit liv. Men ro på, i kriser går vi tilbage, men det betyder ikke, at vi er slået tilbage til start. Vi er bare slået to felter tilbage, men næste gang slår vi seks, og så går det fremad igen.

Min far blev begravet ti dage efter sin død med stor mediebevågenhed. Det var rart, at alle var i sorg. Byen var i sorg og delte vores følelser. Men det var også ubehageligt, at det ikke var privat. Jeg husker at stå ved kisten, og begge mine søstre hulkede, og pludselig kunne jeg ikke hulke. Så tænkte jeg, at jeg så hjerteløs ud på billederne. Det var mærkeligt at være i sorg med hele pressen omkring sig.

Da min far døde, følte jeg, at verden aldrig ville blive god igen. Hvornår begyndte det at gå bare lidt bedre for dig?

Fem uger efter hans død skete der noget nyt i mig. Pludselig sagde jeg noget, der var sjovt, og folk omkring mig grinede. Så gik det op for mig, at jeg ikke havde haft humor siden hans død. Og så tænkte jeg over, om humor og angst udelukker hinanden. Da jeg fik min humor igen, var jeg ikke længere bange. Og så gik jeg ind i det, jeg kalder sørgebindsfasen, hvor jeg endelig begyndte at føle mig som mig selv igen. Der var kun gået fem uger, og jeg var jo stadig i dyb sorg. Jeg lignede mig selv, og mit indre fungerede normalt – jeg havde fået mine følelser og min humor tilbage, og jeg kunne godt træffe beslutninger. Men jeg ville gerne have gået med sørgebind, for jeg var stadig så ked af det, og jeg kunne ikke holde ud, hvis der var nogen, der ikke spurgte ind til det. Jeg blev så taknemmelig, når folk spurgte til min sorg. Det var heldigt for mig, at alle vidste det. Når jeg afleverede børn, kom folk lige over og gav min skulder et klem. Jeg har kun oplevet én gang, at en person gik over på den anden side af gaden, fordi de ikke vidste, hvordan de skulle reagere, og det var virkelig ubehageligt.

Marie, nu er det over fire år siden, din far døde. Hvordan har du det i dag? Hvor meget fylder sorgen?

Jeg lever af at holde foredrag og fortælle om min fars død. Jeg har holdt 65 foredrag, men jeg kan stadig blive berørt, når vi sidder her og snakker om det.

Hvis vi tænker på sorgen som bølger, der vælter dig omkuld, så fylder den ikke så meget. Jeg kan stadig blive berørt, når jeg snakker om ham, men sorgen er ikke længere så præsent. Til gengæld fylder kærligheden meget. Mit forhold til min far var komplekst, fordi han var alkoholiker, så det er en gave for mig, at min kærlighed til ham nu er blevet ren. Den er ikke længere forplumret af vrede over, at han drikker, eller vrede over svigt. Nu er det bare ren kærlighed, og jeg har ham med mig hele tiden. Jeg kan ofte lige have en snak med ham inde i mit hoved, for jeg ved, hvad han ville sige. Det sker ofte i bilen, for der ringede vi tit sammen. Så hører jeg hans friske stemme: ’Hej, det er bare far. Hva’ så, lille skat?’ Så har jeg en lille snak med ham der i bilen inde i mit hoved.

Hvad savner du mest ved din far?

Allermest savner jeg hans kærlighed. Selvom han drak, og alkoholen tit stjal hans nærvær, vidste vi søskende, at vi var det vigtigste i hans liv. Hans kærlighed var fantastisk. Jeg kan se, at alt det, der var svært, kom fra alkoholen og nok også hans arbejdsnarkomani. Jeg savner også hans anerkendelse. Hver gang jeg havde klaret mig godt, fortalte jeg ham det, og han roste mig altid. Så når jeg har gjort noget godt, får jeg lyst til at sige: ’Se mig, far!’ Som et barn.

Har relationerne i familien ændret sig efter hans død?

Meget har ændret sig i familien, efter han døde. Min søster og jeg, som har samme forældre, var ikke på bølgelængde før i tiden. Men efter han døde, fandt vi hinanden, så det er en kæmpe gave. Måske skyldtes det, at hans opmærksomhed var så begrænset. Derfor konkurrerede vi lidt om den opmærksomhed, der nu var. Nu er der ikke noget at kæmpe om længere. Vores relation er faldet i hak. Det er smukt. Jeg er naturligvis meget mindre nervøs, når vi holder familiemiddage. Nu skal jeg ikke længere bekymre mig over, om han drikker, om han vil bede om vin eller skynde sig hjem for at drikke. Så der er mange bekymringer, der er taget fra os alle sammen.

Har du selv ændret dig?

Jeg var 37 år, da min far døde, men jeg synes først, at det var dér, jeg blev voksen. De første år efter hans død syntes jeg, at livet havde fået en mørkere tone, men det har heldigvis fortaget sig. Men jeg har ændret mig på den måde, at jeg nu forstår døden, og jeg forstår dødsfald. Jeg ved, hvordan jeg skal opføre mig og snakke med mennesker, der har mistet. Jeg har også lært, at selv når det værste rammer, så kommer man igennem det. Det er en styrke at vide det, for jeg vidste det jo ikke før. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde blev mig selv igen. Jeg tror også, at når man først har sørget så dybt, så er man bedre forberedt til næste gang. Jeg troede, at det ville blive endnu værre, da min farmor døde, for hun var mit ét og alt, men jeg havde på en måde lært at sørge. Jeg havde fået hård ’sørgehud’.

Jeg synes, at jeg med tiden er blevet mere som min far. Da han levede, brugte jeg energi på at tage afstand fra ham, men nu forsøger jeg at nærme mig ham. Jeg er også på vej ind i politik. Det er, som om jeg har fået noget af hans kraft. Den humanistiske og liberalistiske politik har jeg fået med fra ham.

Har I nogen traditioner i familien, hvor I mindes ham?

Vi mødes hvert år på hans fødselsdag den 11. december på Tante Maren med hans bedste venner og mine søstre og spiser julefrokost, og den 8. november mindes jeg ham for mig selv. Jeg sørger for ikke at have for mange planer. Måske hører jeg noget af hans musik … Frank Sinatra … og kigger på billeder. Jeg er ikke god til at besøge hans gravsted. Når jeg er i Farum, burde jeg måske tage derhen, men det gør lidt ondt. Jeg ved, at mange i byen er glade for at komme der, men jeg mærker ham ikke så meget på gravstedet. Jeg føler mere, at han er bag mig, som om han har min ryg. Jeg ville ønske, at jeg drømte noget mere om ham, men det gør jeg desværre meget sjældent. Jeg ville ønske, at han besøgte mig i mine drømme.

Har du nogen gode råd til andre, der mister?

Til andre i sorg vil jeg anbefale, at man overgiver sig til sorgen og ikke prøver at forcere noget. Man kan blot prøve at konstatere, hvordan det er: ’Nu kan jeg ikke føle noget, nu har jeg angst.’ Ligesom ved en fødsel må man overgive sig til processen. Jeg vil også anbefale, at man tillader sig selv at pendulere mellem overvældelse og undgåelse. Det er det, der klassificerer, at man kommer godt ud af et sorgforløb. Man skal ikke hele tiden være overvældet. Nogle gange skal man lave noget andet; snakke med sine børn, grine, tage i biografen. Det skal man tillade sig selv. Mange mennesker i akut sorg vil ikke tillade sig selv ikke at være i sorg. De synes, at de skylder den afdøde at være kede af det hele tiden. Men man må godt grine. Det er mine psykologfaglige anbefalinger.

Derudover vil jeg anbefale, at man holder forholdet til personen i live og ikke også begraver forholdet, men kun begraver den afdøde. Man kan sagtens bevare relationen til en afdød. Man må også godt dække op til de afdøde. Man skal selvfølgelig ikke dyrke det og dække op hver dag, men for eksempel til fødselsdage eller jul. Man kan også skrive til dem, når man savner dem. Men man skal tænke over, at døden ikke kommer til at fylde mere end livet. Døden må godt fylde meget, for et tab er jo traumatisk og voldsomt. Men livet skal fylde endnu mere, og man skal tænke på alle de gode stunder og snakke om dem. Man skal hylde den døde og hylde livet. Tænk på, hvis du selv dør nu, Louise. Hvis alle holdt fast i den måde, du døde på, så var det, som om hele dit 40-årige liv ikke havde betydet noget. Man skal ikke fokusere på, hvor uretfærdigt det var, at ens elskede døde, eller ærgre sig over alt det, vedkommende ikke fik. Alt det, vi faktisk fik, skal fylde meget, meget mere. Men mit allerbedste råd er at overgive sig.

I Louises bog Når vores forældre dør kan du læse 12 andre personlige beretninger fra voksne børn, der har mistet en mor eller far. Hør fx Manu Sareens historie om at miste begge sine forældre eller få gode råd fra forfatter Niels Overgaard. Når vores forældre dør er en bog til alle dem, der har mistet, men kan også være en god hjælp til pårørende, der vil støtte en ven eller et familiemedlem gennem sorgen. Læs mere om bogen HER.