Styrken ved at have en fuck-you fond - Muusmann Forlag

Styrken ved at have en fuck-you fond

Gæsteindlæg af forfatter, minimalist og opsparingsguru Jane Ibsen

 


 

Da jeg var lille, fortalte min far mig to ting omkring at arbejde. For det første, at jeg kunne blive lige det, jeg ville, hvis jeg lagde min dovenskab lidt på hylden. Og for det andet, at jeg skulle sørge for at få et velbetalt job, så jeg altid kunne forlade en mand med mine (hypotetiske) børn under armen og klare mig selv. Det skudsmål har senere får mig til at vælge en karriere i finanssektoren fremfor at gå efter drømmen og leve af at skrive. Så man skal nok passe lidt på, hvad man fortæller sine børn, de hører nemlig ret godt efter.

Men hans ord har givet mig troen på, at jeg selv indeholder alle muligheder for at klare mig rigtigt godt, med eller uden en mand, også når det gælder privatøkonomien. Jeg giver min far æren for, at jeg aldrig har overladt beslutninger omkring mine økonomi til andre, men selv har insisteret på at forstå alle store beslutninger helt til bunds. Min kæreste gennem 21 år har heldigvis kun set dette som en naturlighed og har aldrig forsøgt egenhændigt at overtage rattet på familiens fælles økonomi. Vi har sat os sammen og samlet information, så vi kunne vælge forsikringer, boliglån og prioritering i hverdagen på nogenlunde oplyst grundlag. Senest har vi været fælles om at prøve at forstå investeringsverdenen så godt, at vi selv har kastet os ud i at investere halvdelen af vores løn hver måned. Det har ikke været perfekt, men vi bliver langsomt klogere.

Der er desværre, og ja nu generaliserer jeg lidt, mange kvinder, der helst vil overlade beslutninger omkring deres økonomi til andre. Enten deres bankrådgiver, eller deres partner, hvis de er i et forhold. Og jeg har ikke de store empiriske undersøgelser, der kan bevise min påstand, men en rundspørge blandt en række højt uddannede, kloge kvinder i omgangskredsen viste en stor andel af kvinder, der ikke kunne svare på, hvilken låntype de har i huset, hvornår de ville være gældfri eller hvor længe de kunne få det til at løbe rundt, hvis en eller begge mistede jobbet. Direkte adspurgt forklarede de, at det styrede manden, og så stod de selv for de mere nære dagligdagsøkonomiske beslutninger, såsom madindkøb og tøj til børnene.

Hvis denne tendens ikke kun gør sig gældende i min nære omgangskreds, så har vi et problem. Dels så har vi en generation af kvinder, der ikke forstår deres egen økonomi og som er på bar bund, hvis de bliver efterladt eller manden dør. Det sker jo. Og dels, så har vi mændene, der bliver overladt til at tage virkelig store, afgørende beslutninger uden en partner at afveje for og imod de enkelte beslutninger. Og hvis tendensen breder sig til børnene, at det må forstås at kvinder ikke beskæftiger sig med store økonomiske beslutninger, så fortsætter problemet videre til næste generation.

Denne viden, kombineret med det faktum at mange blev taget på sengen rent økonomisk af Corona-krisen, fordi de ikke havde en opsparing, der kunne dække de basale udgifter i 3-6 måneder, fik mig til at skrive Den lille guide til opsparing. Bogen er ikke kun rettet til kvinder, men er lidt en kærlig opsang til de voksne M/K, der har forventet, at andre vil komme og fixe deres økonomi for dem. News flash: Der kommer ikke nogen. Hvis vi ikke selv har en plan for vores penge, så er det for nemt at glide med strømmen, bruge rub og stup, ikke spare op og ikke sætte mål. I Den lille guide til opsparing får du min opskrift på, hvordan du styrer din privatøkonomi baseret på dine værdier og lægger en plan for, hvilket liv du gerne vil bygge med de penge, du tjener. Det håber jeg kan fange lidt flere kvinder ind i at snakke om deres penge – med hinanden og med deres partner. Så kan vi alle blive klogere sammen.

Det er afgørende for din mulighed for at leve et liv med integritet, at du er i stand til at stå på egne ben økonomi, også når kriser som Corona rammer for fuld styrke. Der er stor forskel på, hvor stor en buffer det vil kræve for den enkelte at klare sig godt igennem en længerevarende krise. Det kommer an på hvor store faste udgifter, du har påtaget dig hver eneste måned. En anden måde at opnå et stærkere fundament under din økonomi kan være at have færre faste udgifter, flytte i et mindre hus, droppe den ene bil eller sælge sommerhuset. Det skriver jeg mere om i Den lille guide til minimalisme, hvor hovedpointen er, at du, ved at fjerne overfloden at ting, rod og udgifter fra dit hjem, kan få meget større glæde af det, du har valgt at beholde.

Et andet sted hvor ligestillingen stadig halter er i kvinders forhandlingsstyrke. Både når det gælder lønforhøjelse på jobbet og fordeling af arbejdet på hjemmefronten. Og jeg tror oprigtigt på, at det vil være nemmere for os råbe højt og kræve vores ret, begge steder, når vi har en solid opsparing (også kaldet fuck you-fond) i ryggen, så vi ikke er tvunget til at leve med mindre, end vi er værd. Derfor kan det være et kæmpe skridt for ligestillingen af mellem kønnene, hvis kvinder tager magten over deres egen privatøkonomi, så de netop kan tage børnene eller arbejdstasken under armen og forlade et dårligt job eller en dårlig mand. Så bliver vi ikke til at standse.

 


 

Klummen er oprindelig bragt i Innovator Q.

Er du blevet mere nysgerrig på opsparing og minimalisme, så kan du købe Jane Ibsens Den lille guide til opsparing og Den lille guide til minimalisme. Du kan også finde resten af serien Den lille guide… og andre skønne økonomibøger lige her.

 

Updating…
  • Ingen varer i kurven.