Blog

Antiinflammatoriske råvarer | Valnødder

Lad dig ikke skræmme af det enormt høje kalorieindhold. For valnødden er proppet med sunde stoffer, som din krop vil elske at få indenbords. En af de helt store kvaliteter er nøddens tårnhøje indhold af omega-3-fedtsyrer, som tager livtag med en spirende inflammation, og samtidig bruges til at opbygge friske hjerneceller. Det sunde fedt får følgeskab af kostfibre, der holder mave-tarm-systemet sundt og stærkt, og ikke mindst E-vitamin, som hører til naturens kraftigste antioxidanter. Antioxidanter styrker immunforsvaret ved at beskytte kroppens celler mod ødelæggelse, og samtidig gør de, at der kan rettes flere kræfter mod bekæmpelsen af inflammation. I den forstand virker de indirekte inflammationshæmmende.

Hvad med andre nødder?
Andre nødder deler flere af valnøddens kvaliteter. Det gælder blandt andre hasselnødder og paranødder. Der er dog ingen af dem, der er direkte sammenlignelige med valnødden, så prøv gerne at tænke netop denne ind i dine måltider. Alternativt kan du benytte valnøddeolie i dit bagværk. Olien giver dig de samme sunde fedtsyrer som selve nødden. Hørfrø indeholder en masse vegetabilske omega-3-fedtsyrer og kan på den front matche – og reelt ligefrem trumfe – valnødden.

Hvor meget skal jeg spise af den?
Næringsstofferne står nærmest i kø inde i valnødden, og derfor har du ikke brug for de store mængder for at opnå en effekt. Kan du tænke 20-25 gram valnødder ind i dagskosten, vil de tilføje et fint sundhedsbidrag. For at nå op på den mængde er det vigtigt, at du bevidst bruger valnødden i din madlavning. Det kan fx være i salaten, brøddejen eller hen over surmælksproduktet.

▶︎ Uddrag fra bogen ‘Antiinflammatorisk kost – Sluk branden, der hærger kroppen indefra’. Læs mere om bogen her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>