Blog

Antiinflammatoriske råvarer | Laks



På listen over antiinflammatoriske madvarer placerer laksen sig som en af de absolutte topscorere. Det skyldes blandt andet indholdet af flere centrale stoffer, men i altoverskyggende grad laksens store indhold af fiskeolier, de såkaldte omega-3-fedtsyrer. Der foreligger solid dokumentation for, at en kost, der er rig på omega-3-fedtsyrer, formår at stimulere din krops immunforsvar til øget modstandskraft. Resultatet er, at spirende inflammation slås ned, inden den for alvor når at få fodfæste. Rigtig mange løbere har på egen krop erfaret fiskeoliens magi, hvis de i en periode med ømme knæ er begyndt at tage tilskud af fiskeoliekapsler. Inden for kort tid aftager smerterne markant, og i mange tilfælde forsvinder de helt. Hvorfor så ikke bare tage kapsler i stedet for at bøvle med selve fisken? Først og fremmest fordi du fra laksen og andre fede fisk får mere end blot omega-3-fedtsyrer. Fisken er en vigtig kilde til D-vitaminer, som både styrker immunforsvaret og knoglerne, selen, som er en kraftig antioxidant, der er med til at holde inflammationen nede, og ikke mindst muskelopbyggende proteiner. Samtidig er det sundt at spise fisk, hvilket ikke ubetinget kan siges om større mængder rødt kød og kødpålæg.

Hvor meget skal jeg spise af den?
Gennemsnitsdanskeren spiser alt for lidt fisk til at kunne opnå en solid effekt. De fleste vil have gavn af at spise 50-75 gram fed fisk om dagen. Det svarer til en halv laksesteak. Mindre end dette er også sundt, men ikke fyldestgørende.

▶︎ Uddrag fra bogen ‘Antiinflammatorisk kost – Sluk branden, der hærger kroppen indefra’. Læs mere om bogen her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

You may use these HTML tags and attributes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>